|
Jeg var 16 år da jeg gik ombord i flyvemaskinen. Mine venner på det tidspunkt arbejdede i butikker og biografer, kørte rundt uforsvarligt, var bare teenagere. Men jeg følte mig anderledes, havende min Rotary jakke på, pyntet med badges som sagde, "Verdens Ambassadør," på vej til at sige farvel i et år. Jeg vidste ikke hvad fremtiden indebær. Jeg skulle til et lille europæiske land som ikke nogen som jeg kendte, havde været før. Jeg sagde farvel til min ungdomstid, med kun en 70-pound kuffert, en flyve billet, og en mærkelig adresse det skulle være mit hjem. I Juli, kom jeg indtil en danske bondegård som jeg aldrig havde drømt om et år før, og en familie som jeg aldrig havde aldrig. Jeg skulle have fire familier dette år, og denne familie var min første. Jeg blev en betragter af en anden kultur, jeg observerede det talte ord og bord manerer, togplaner og mælke kartoner. Familien var så meget forskellige end min familie som de kunne være. Jeg havde to yngre søskende, som hadede hinanden halv delen af tiden, og elskede hinanden den andet del. De havde så mange ting for at more sig med. Min "søster," Kitt, havde tre heste. Jeg var ikke vandt til så meget støj og energi, fordi jeg er en fra en meget stille familie. Råbene efter "MOAAH" kom ned af trappen med hvert lille ting som de gerne have. I hvert fald, de var så flinke fordi de tolererede mit dårlige dansk. Vi fandt ud af en hurtig let måde at spørge om et ords betydning uden en afbrydelse af samtalen. Jeg spurgte min værtsmor om ting når hun vaskede op, ting som hun aldrig havde tænkt på. Det var altid interessant for hende at tale dansk med mig. Jeg havde været i Danmark i en måned da jeg begyndte i skolen. Med kun en vag viden om det danske sprog, havde jeg ikke kunnet at lære nogen at kende. Jeg havde altid undret mig overhvorfor udvekslingsstudenterne havde set så forvirret, men da jeg forstod det. Jeg havde aldrig været så meget en "udenforstående" som den første dag, mine øjne kørte rundt ligesom en lille hund. Jeg var paranoid i den første uge. Jeg vidste ikke hvor tingene lå, og hvordan man skulle bruge noget. Jeg befandt mig i usammenhængende samtaler med fremmede, spørgende hvor badeværelset eller printeren var. De så meget overrasket ud når de hørte mine første underlige danske ord, og jeg frygtede af jeg var blevet den underlige udvekslingsstudent som ikke nogen talte med og som hver person kendte. På skole festen, kom deres sande selv ud. Jeg var en af de første som kom gennem døren, og så jeg sad nervøs ved mit bord til min hele klasse kom inde, fulde og syngende. Pludselig, kom den hele skole inde. Musikken begyndte, folk krammede hinanden og dansede på deres stole. Nogen kom hen til mig og talte med mig, og alle sammen kendte mit navn. Det var så mærkeligt at de kendte mit navn, og jeg vidste ikke hvem de var. Jeg fandt ud af jeg var ikke en "normal" teenager i Danmark. Jeg kunne holde den bart med min nationalitet, eller jeg kunne drage dem hen til mig. Problemet var de danske unge ser så kolde ud når man ikke kender dem, og jeg har aldrig været den bedste til at nedbryde barrierer. |